Det er interessant at følge med i, hvordan børns leg udvikler sig og går igennem forskellige faser og alderstrin. Når den 2-årige pludselig opdager, at hun kan lege med sin jævnaldrene kammerat i vuggestuen, eller når den 4-årige begynder at leve sig ind i forskellige roller, og fantasien suser derudaf og han bare ER Batman.
Inden for udviklingspsykologien taler man om, at de forskellige legeformer har ’højsæsoner’ på forskellige alderstrin:
0-1 år: Den ’manipulerende’ leg
Spædbørns leg er kendetegnet ved ‘manipulation’ med ting gennem bevægelse af kroppen. Børnene nyder og søger gentagelsen, og de oplever glæden ved at få noget til at ske: Det er mig der får ranglen til at larme! Når jeg ruller, kilder det så sjovt i maven!
Vi kan som voksne lægge eller hænge ting inden for barnets rækkevidde og indgå i en fælles opmærksomhed med barnet, hvor vi følger op med lyde, ord og opmuntringer. Samspillet og den fælles leg, der opstår med os, motiverer spædbarnet til at udforske tings funktioner, former og muligheder.
1-2 år: Genstandsrettet leg og parallelleg
Børnene har stadig fokus på den konkrete genstand, men nu handler det mere om hvad den kan bruges til, og hvilken betydning den har, og de begynder at sætte ord på. Børnene bliver også opmærksomme på, hvad andre gør med ting. De efterligner både børn og voksne, og gentager den samme legesekvens mange gange.
Den voksnes rolle er stadig at sørge for, at der er relevante og inspirerende genstande til rådighed, og vi kan lege med barnet, hvor vi viser hvad tingen kan bruges til. Fra 2-års alderen bliver børnene mere og mere optaget af hinanden, og de begynder at lege sammen med de jævnaldrende omkring genstandene. De leger ‘parallelt’, hvor de leger det samme med den samme ting – derfor er det en god idé at have flere af samme ting i den alder.
2-3 år: Leg med handling
Børnenes leg begynder at få en handling med små fortællinger, som er meget konkrete og handler om det legetøj de leger med, eller omgivelserne de er i. Temaerne for legen bliver hentet i hverdagslivet og problemstillinger barnet kender fx at gå på arbejde, at lave mad, at putte dukken, at lege med dyr.
Vi kan som voksne indgå i legen ved at hjælpe børnene med at udvide handlingen – der ellers har en tendens til at blive ren gentagelse. Den voksne kan også hjælpe barnet i gang med at forstå, at der kan være forskellige roller i legen.
3-10 år: Fantasileg og rolleleg
Fra børnehavealderen begynder børnene for alvor at kunne bruge fantasi i legen, og de finder på lege med fortællinger og flere forskellige roller. Børnene opfinder ting og giver dem symbolske betydninger fx når en pind bliver til en tryllestav. Og i fælleslege begynder børnene at forhandle roller og positioner med hinanden.
Den voksnes rolle bliver i høj grad at give børnene oplevelser, erfaringer og fortællinger uden for legen, der kan inspirere børnenes fantasi og idéer til lege. Når børnene leger, kan vi hjælpe med at give ro til legen, så den ikke bliver afbrudt, vi kan mægle hvis der opstår uenigheder, og tilbyde nye idéer hvis legen går i stå.
1-100 år: Konstruktionsleg
Konstruktionslege er noget vi leger hele livet igennem fra de tidligste puslespil og modellervoks til LEGO og hulebyggeri i børnehaven – og som voksne når vi laver gør-det-selv eller kunstneriske projekter. Det handler om formgivning, udforskning af materialer, kategorisering og undersøgelse af naturkræfter som fx tyngdekraften og vores egen skaberkraft.
Vi kan som voksne sørge for at stille spændende materialer til rådighed, og give plads så til større projekter, som ikke skal pakkes væk.
5-100 år: Regelleg
Regellege er alle de spil og lege, der har faste regler fra gang til gang, og hvor man ikke laver om på reglerne undervejs fx brætspil og fodbold. Børnene lærer for alvor først regellege fra 5-års alderen, og vi kan som voksne hjælpe på vej med at øve børnene i at forstå regler, og i at håndtere konkurrenceelementerne, og hvordan man bedst håndterer både at vinde og tabe.
Kilde: Ditte Winther-Lindqvists, ’Tilrettelæggelse af det fysiske legemiljø i daginstitutionen’, Pædagogisk Psykologisk Tidsskrift, nr. 3, 2013
