Hvad er fantasi og kreativitet?

Hvad er fantasi og kreativitet egentlig for en størrelse? Det spørgsmål har jeg stillet mig selv mange gange, og ofte bruger vi begreberne i flæng og på mange forskellige måder. Nedenfor har jeg samlet et overblik over, hvad fantasi og kreativitet er, hvorfor det er vigtigt for os mennesker, og hvordan vi kan stimulere vores børns fantasi og kreativitet.

Først en kort definition af de to begreber:

Fantasi er en evne vi har til at forestille os noget, der ikke er – enten fordi det ikke er tilstede, ikke kendes eller ikke eksisterer. Fantasien er med til at styrke vores tro på, at alting kan ændres til det bedre.

Kreativitet er en evne til at skabe nytænkning og handling. Det er en egenskab, som udvikles gennem den opdragelse og de udfoldelsesmuligheder, man har fået igennem livet. Man kalder også kreativiteten, den skabende fantasi, idet fantasien har en evne til at tænke i billeder.

 

Hvorfor har vi brug for fantasi og kreativitet?

Fantasi handler ikke kun om at få gode idéer, men har en helt grundlæggende betydning for børns emotionelle og psykologiske udvikling. Psykoanalytikeren Donald Winnicott siger, at leg er nøglen til emotionel og psykologisk sundhed. I legen er vi nemlig spontane og levende, og det hjælper os til at udvikle autencitet, hvor vores ord og handlinger afspejler vores tanker og følelser.

Konflikter forløses gennem fantasi og leg

Gennem fantasilege gennemspiller børn følelser, og de træner empati, hvor de lærer at se tinge fra andres perspektiv. Det symbolske univers giver energi til fantasilegen, hvor børn gennem fiktive personligheder fx riddere og drager bliver besat af indre stemmer, af konflikter og følelser. Det kan være et raseri mod venner eller familie, som gennemleves og bearbejdes gennem et ridderslagsmål. Psykoanalytikeren Donald Winnicott siger at for at heles, så skal man starte med at lære at lege, for det er i legen man får symbolsk kontakt med sit eget indre.

 

Vi finder nye løsninger gennem kreativ tænkning

Når vi er kreative øver vi os i at løse problemer og finde løsninger, og vi øver os i noget der er svært. Kreativ tænkning er at tænke ud af boksen, at bryde rammerne og finde overraskende løsninger på problemer. Hjerneforskeren Ann E. Knudsen siger, at hvis vi ikke tænker kreativt, vil vi aldrig flytte os, hverken som individ eller samfund. Hun har obsereveret at børns måde at bruge iPad ofte begrænser kreativiteten. Hver gang en opgave bliver svær, trykker de væk, og det giver ingen hjerneaktivitet. Der skal være opgaveløsning, og noget der frustrerer, som der er i børns leg, for, at der er kreativ tænkning i iPad’en, siger hjerneforskeren.

 

Hvordan kan vi stimulere børns fantasi og kreativitet?

Ligesom man kan træne sine muskler til at blive stærkere, kan man også træne sin fantasi og sine evner til at tænke og være kreativ. Ifølge Dorte Nielsen, der forsker i kreativitet, fødes alle mennesker kreative. Vi fødes ikke lige kreative, men alle kan blive bedre ved at træne det. Forskningen viser, at mindre børn er gode til at få en masse idéer, men når de bliver 12-14 år falder kurven dramatisk.

Kreativitet er ikke kun perleplader og klippe-klister

Vi forveksler ofte kreativitet med at være kunstnerisk eller når børn tegner eller klippe-klistrer, men kreativitet er i virkeligheden alle de situationer, hvor vi udforsker, skaber og eksperimenterer. Man kan være kreativ i naturen, med tal eller med sproget. Også i rollespilslege, fantasilege og virtuelle verdener i computerspil. Til gengæld er der mange såkaldte ‘kreative projekter’, som slet ikke er kreative fx når vi bruger en skabelon til at flette et julehjerte eller hækle en karklud, hvor vi blot kopierer, men ikke skaber noget nyt eller eksperimenterer.

 

Tips til at stimulere børns fantasi og kreativitet:

  • Skab tid og ro til uforstyrret fantasileg
  • Sørg for at have masser af spændende ting, materialer og legetøj, der kan bruges og kombineres på mange forskellige måder
  • Lad børnene lege med ting som normalt ikke er legetøj fx eksperimentere med ting fra køkkenskabe, bygge huler af sofapuder og bygge borge og labyrinter af papkasser i haven
  • Læs fantasifulde fortællinger højt for børnene fx eventyr, som giver børnene inspiration til nye fantasiuniverser
  • Leg lege og spil brætspil sammen, der styrker fantasien fx find på fantasihistorier og -teaterstykker, leg i køkkenet og find på nye fantasifulde retter.

 

Du kan også prøve Legekuffertens print-selv lege ‘Fantasitegninger’, som kan købes her.

Her kan du se vores 4 forslag til brætspil, der sætter fut i fantasien

Skrevet af Mette Wybrandt med inspiration fra www.skoleborn.dk, fyens.dk, www.lfs.dk

Annonce

Legekuffertens butik

Nyhedsbrev

Vi sprudler af idéer og vil gerne dele dem med dig