5 sjove brætspil til vinterferien

Det er sjovt og hyggeligt når der er tid til at spille et brætspil sammen både børn og voksne. Hos Legekufferten elsker vi at spille, og her har vi samlet nogle af vores bedste forslag til brætspil, som I kan hygge jer med i vinterferien.

 

Dixit – fantasi, associationer og kendskab

Dixit er et fantasifuldt og finurligt brætspil, som kræver at I både kan tænke kreativt og sætte jer ind i hinandens tankegang.

Hver spiller får nogle kort med forskellige tegninger. Efter tur vælger en spiller (‘fortælleren’) et af sine kort og siger en sætning eller et ord om kortet, og lægger det med billedsiden nedad, f.eks. “sommerferien”.

Nu gælder det om for de andre spillere at finde et af deres kort, som de synes bedst kan give associationer til “sommerferien”. Jo bedre kort man lægger, jo flere af de andre spillere narrer man til at tro, at det er fortællerens, og jo flere point får man.

I Dixit skal man bruge sin fantasi og kunne tænke over, hvad de andre spillere kender til, som de kan associere til. Spillet er især sjovt for de børn og voksne, som ikke altid er til paratviden, logik og strategi, og det er underholdende at se hvordan rollerne bliver byttet rundt.

Fra 8 år, 3-6 spillere, ca. 30-40 minutter

Du kan købe Dixit spillet her hos legetøjseksperten.dk

Exit – samarbejde, gys og gåder

Exit spillene er som at lege escape room i din egen stue, og hvis I kan lide escape rooms, så vil I nok også kunne lide Exit, der også handler om at samarbejde, løse gåder og slippe ud. Spillet fås i flere forskellige varianter og sværhedsgrader, og vi har prøvet det, der hedder ‘Den forladte hytte’.

Spillet starter med, at man læser en historie op: Vi er på en køretur, men bilen går i stå midt i en skov, og vi ender med at overnatte i en tom hytte, men næste morgen er døre og vinduer låst, så vi kan ikke komme ud. Nu gælder det om at løse forskellige opgaver og gåder og finde koden så man kan slippe ud af hytten. Ret sjovt, og nogle af gåderne kan være svære – og derfor kan spillet også tage længere tid en man lige tror i første omgang – vi endte med at holde en pause undervejs smile

Fra 12 år, 1-6 spillere, ca. 45-90 minutter

Du kan købe forskellige udgaver af Exit spillet her hos Arnold Busck

Hanabi – samarbejde, kommunikation og fyrværkeri

Hanabi er en form for kortspil, men i stedet for at se på sine egne kort, kan man kun se de andres kort. Det handler om at I som fyrværkerimestre skal kommunikere og samarbejde om at samle et flot fælles fyrværkeri på bordet – fem rækker af tal fra 1 til 5 i de rigtige farver – uden at det hele springer i luften.

Når man har tur, skal man prøve at spille det rigtige kort uden at kunne se sine kort – heldigvis kan man også give hinanden hints om hvilke kort man har på hånden. Så det handler både om at kunne regne ud, hvad man har på hånden og at finde ud af, hvornår man skal hjælpe de andre spillere på vej med et hint. Et virkelig sjovt samarbejdsspil, som er hurtigt at lære og ikke fylder så meget i tasken.

Fra 8 år, 2-5 spillere, ca. 30 minutter

Du kan købe Hanabi spillet her hos faraos.dk

Pandemic – roller, samarbejde og strategi

Pandemic er et sjovt strategi- og samarbejdsspil, der handler om at redde menneskeheden fra at blive udryddet af sygdomme.

Alle får en rolle med en bestemt styrke, som man kan bruge gennem hele spillet, og man rejser rundt i verden og samarbejder for at standse sygdomsudbrud og finde kure mod sygdommene. Undervejs udbryder epidemier og risikoen for udrydelse bliver større og større.

Spiller man klogt sammen, kan man sikre at sygdommene ikke breder sig og til sidst få dem helt udryddet – og ellers vinder spillet over alle. 

Det er også en fin detalje, at der findes flere sværhedsgrader efterhånden, som man bliver bedre til at samarbejde og bekæmpe sygdomsudbrud. Så kan man spille spillet igen og igen.

Fra 10 år, 2-4 spillere, ca. 45 minutter

Du kan købe Pandemic spillet her hos Legetøjseksperten.dk 

King of New York – terninger, monstre og taktik

I King of New York er hver spiller et kæmpemonster, som hærger bydelene i New York, mens militæret prøver at kæmpe imod. Monstrene kæmper om først at få 20 sejrspoint – eller dræbe de øvrige spillere.

Når man har tur, slår man med seks terninger – op til tre gange – for få den bedste kombination. Symbolerne på terningerne giver dig forskellige muligheder: Hjerter giver dig liv, Lyn giver dig mulighed for at købe kort med nye evner og fordele, og med Skyskrabere kan du smadre bygninger og få point osv. osv.

Det er sjovest at spille King of New York med nogen, der lever sig ind i spillet og prøver de mange muligheder af – især kortene man kan købe for Lyn.

Fra 10 år, 2-6 spillere, ca. 40 minutter

Du kan købe King of New York spillet her hos Legetøjseksperten.dk

Annonce

Legekuffertens butik

Nyhedsbrev

Vi sprudler af idéer og vil gerne dele dem med dig